Skønt Louisiana ikke modtager offentlige midler til køb af kunst, er museets samling, takket være en række fonde og privat-personer, i stadig vækst. Kunstnere, der allerede er repræsenteret i samlingen, forsøger museet at holde sig ajourført med, efter bedste evne og formåen lukkes der huller i kunsthistorien, som den nu tager sig ud på Louisiana og endelig købes der samtidskunst på et i Danmark ambitiøst og enestående niveau.
Fra 15. oktober 2011 vil museets Sydfløj således rumme en omfattende udstilling af disse nyerhvervelser, som både formidles og sættes ind i den sammenhæng, hvori de hører hjemme på Louisiana. Det bliver en spektakulær udstilling med en lang række værker, som fra da af bliver endnu en synlig del af den levende danske kulturarv, som Louisiana forvalter.
Udstillingen præsenterer mere end 35 navne, hvoraf 20 er nye, og den rummer kunst i alle genrer: fotografi, maleri, installation, skulptur, video, tegning og grafik fra en lang række globale destinationer – deriblandt Indien, Grækenland, Tyskland, Island og USA.
Udstillingen er den anden i rækken af tilbagevendende udstillinger om museets erhvervelsespolitik og praksis, og den sætter i lighed med forgængeren i 2009 – Nyerhvervelser 2007-2008 – fokus på samlingens profil og på dens værdi for museet – foruden, naturligvis, at åbne vinduerne til kunst, som Louisianas publikum i det store og hele ikke har set før. Udstillingen suppleres med en række arrangementer om de nye værker i Louisianas samling.
Erhvervelser til samlingen støttes af blandt andre:
AUGUSTINUS FONDEN og NØRGAARD PAA STRØGET.