Kunstforeningen GL STRAND vil i foråret 2012 danne ramme om den første større soloudstilling i Danmark med den tyske kunstner Jonathan Meese. I de sidste par årtier har Meese været en af Tysklands mest opsigtsvækkende kunstnere. Med sin vildskab og provokerende persona og billedstil markerer han en ny kunstnerisk retning, hvor leg og alvor eksisterer side om side. Meeses værker er forrykte og groteske, men samtidigt er de visuelt generøse og udtryk for en overproduktion, et overflod af kunstnerisk intention og vilje til at udfordre, fornøje og forvirre.
Han er kunstnerisk utæmmet, repræsenterer en intellektuel vildskab og dyrker en energisk, provokerende persona og billedstil. Jonathan Meese (f. 1970) er en kunstner, der ser kunsten og livet som en dynamisk leg med symboler, identiteter og prædikater. I sit mangeårige projekt ’Kunstens diktatur’ arbejder Meese på at gøre kunsten til en ny magtfaktor i samfundet. Udstillingen i GL STRAND, som er Jonathan Meeses første større soloudstilling i Danmark, fortsætter de visionære linjer i projektet ’Kunstens diktatur’.