MODERNISME - MALERIETS FORNYELSE 1908-41
31. MARTS - 26. AUGUST 2012
Med udstillingen MODERNISME. MALERIETS FORNYELSE 1908-41 præsenterer ARoS for første gang sin enestående samling af danske modernister sammen med en række af deres store udenlandske forbilleder.
Ved hjælp af lån fra ind- og udland, herunder fra Guggenheim og Metropolitan i New York og Moderna Museet i Stockholm, får publikum mulighed for at se de internationale kunstnere, blandt andet Paul Cézanne, Fernand Léger og Robert Delaunay, i selskab med nogle af de ypperste danske modernister som Harald Giersing, Sigurd Swane, Vilhelm Lundstrøm og Edvard Weie.
Da modernismen så dagens lys i starten af det 20. århundrede, vakte den harme og forundring hos publikum. Den moderne kunst havde et helt nyt og mere abstrakt billedsprog, og var de unge kunstneres endelige opgør med det naturalistiske maleri. Modernismen, som vi i dag betragter som klassisk kunst, var en helt ny og provokerende måde at se og gengive verden på – en måde vi stadig bygger videre på, og som i dag er højaktuel.